Lavendelhistorie
Ordets oprindelse
Mange steder vil man kunne læse at ordet ’lavendel’ kommer af det latinske ’lavare’, som betyder ’at vaske’, fordi Romerne brugte lavendel til at parfumere badevand. Men en victoriansk doktor mente at det er mere sandsynligt at ordet kommer af latinsk ’livere’ som betyder ’blålig’, fordi den tidligste form af ordet ’lavendel’ var ’livendula’.
Hvilken oprindelse ordet end har, så har lavendel altid været forbundet med renhed og renlighed.
I begyndelsen…
Lavendlens historie kan spores tilbage til de gamle grækere. Den græske gudinde Hekate var gudinde for heksekunst og magi. Hekate var også mor til Medea og Kirke, som havde stort kendskab til urtemidler. Vilde urter og blomster blev forbundet med okkulte egenskaber og mellem de blomster som var viet til trioen Hekate, Medea og Kirke, var mynte, duftløs kamille og lavendel.
Dioskorides, læge og botaniker, (1. årh. e. Kr.) var den første som beskrev den udbredte brug af medicin fra både mineralriget, planteriget og dyreriget. På sine mange rejser fandt Dioskorides masser af Fransk Lavendel (Sommerfugle-lavendel = Lavandula stoechas). Stoechas´en voksede på Frankrigs sydkyster og på Stoechades øerne (nu kendt som Iles d'Hyères = Hyères øerne) hvorfra planten har sit navn.
Denne lavendelart var den eneste som grækerne kendte til og mærkeligt nok den som de brugte medicinsk,- mærkeligt fordi den i dag overhovedet ikke anvendes på andre måder end ornamentalt. Faktisk frarådes brug af Stoechas lavendel til enhver form for medicinsk behandling el. hudpleje.
Mange andre beskrev lavendlens egenskaber, men skelnede ikke meget mellem arterne. Således menes det at være Lavandula latifolia (Bredbladet lavendel) som de gamle romere brugte til at strække eksotiske parfumer, medens Stoechas var den de brugte til medicin og i badevandet. Romerne anså badning som meget vigtigt for et sundt liv, som en vigtig del af det sociale liv og brugte store summer på at opføre bade til borgerne. I badene var der også et Unctuarium, et olie rum, hvor olierne, deriblandt lavendelolie, til kropspleje blev opbevaret.
Fra Middelalder til vor tid
Fra Romertiden og frem til Middelalderen var interessen for lavendel meget begrænset og der findes stort set ingen optegnelser fra den periode.
Da den atter dukkede frem af mørket var det på foranledning af Hildegard af Bingen (1098-1179), tysk abbedisse og læge. Hun foretog en dybdegående undersøgelse af plantens medicinske virkning og beskrev sine opdagelser i bogen Physica. Hildegard beskrev lavendel som hårdfør, tør og stærkt duftende. Hun kendte til dens egenskaber som luse-middel og ordinerede den til ’at klare øjnene’ og havde en anelse om at den kunne fordrive onde ånder!
I midten af det 13. årh. begyndte lavendel for alvor at dukke op i forskellige urtebøger og opskriftssamlinger. Egentlig videnskabeligt afprøvede var opskrifterne ikke,- den slags undersøgelser eksisterede ikke i Middelalderen. Hvis man tilfældigvis blev rask efter at have anvendt en eller anden urt, ja så var konklusionen at den pågældende urt kunne helbrede den sygdom man havde haft!
I 1600-1700-tallet var lavendel meget udbredt og blev beskrevet af mange herbalister (urtekyndige). Astrologisk botanik var et fænomen som blev populært i det 17. årh.. Teorien gik på at enhver sygdom var forårsaget af en planet og hver planet dominerede bestemte urter. Således kunne enhver sygdom helbredes med den modsatte planets urt. F.eks. kunne sygdomme forårsaget af Jupiter, helbredes med urter domineret af Merkur. Lavendel var domineret af Merkur og blev beskrevet som ’meget potent’.
Lavendel som medicinsk plante, havde sin gyldne tid fra slutningen af 15. årh. til midten af det 17. årh. og toppede ca. 1710. Herefter overtog farmakologien rollen som sygdomsbekæmper.
Samtidig med lavendel havde sin storhedstid som medicin, vaktes også interessen for dens duft til brug i kosmetiske midler. I renæssancen begyndte man vha dampdestillation, at udvinde plantens æteriske olie til sæbe og parfume. Det verdensberømte kosmetikfirma, Yardley, fik i 1625 kongelig tilladelse til at producere lavendelsæbe til Londons befolkning, men virksomheden gik tabt under den store brand i 1666. Navnet Yardley dukkede op igen i 1770 hvor House of Yardley blev grundlagt. Hen imod slutningen af det 17. årh. var lavendelparfume meget almindeligt i England og særdeles populært i Victoriatiden. I det 18. årh. var dyrkning af lavendel udbredt i hele England.
I Provence i Frankrig var 1800-tallet den tid hvor bjergene blev invaderet af vild lavendel, efter mange bjergbønder havde forladt området til fordel for et liv i byen. For de bønder der blev tilbage, blev lavendel en indtægtskilde for især kvinder og børn. De gik ud i bjergene for at samle de vilde lavendler og solgte dem på bestemte opsamlingsteder. En række destillerier var blevet etableret i og omkring Grasse, hvor parfumerierne forsøgte at imødekomme efterspørgslen på duftevand til den voksende middelklasse.
I 1920´erne var lavendeldyrkningen organiseret som stordrift i Provences bjerge. Kæmpe arealer var blevet tilplantet, man havde forædlet arter og sorter, samt effektiviseret dyrkning og høst. Produktionen af æteriske lavendelolie og tørrede lavendelblomster var blevet storindustri.
Således er Provence i dag verdens største producent af æterisk lavendelolie, skarpt forfulgt af lande som Bulgarien, Kroatien, Australien, USA, New Zealand, Kina og Japan.
